 |
Skt. Hans urt.
Sankthansurt er en af mange planter, det er værd at bevæge sig ud i haven efter, når efteråret har revet de sidste blade af træerne, når vinteren rækker sin hånd frem. Nogle vil måske tænke, at den er afblomstret for længe siden og nu ligger udsplattet og kedelig, og det kan bestemt være rigtigt. Men sankthansurt er mange ting. Enkelte står og lyser op med gult løv og brune frøstande, andre hænger lidt, men er stadig flotte, og andre igen har sagt god vinter og viser sig først frem til foråret. Vi har nemlig både almindelig sankthansurt og kinesisk sankthansurt, med varieteter, sorter og krydsninger. Den sankthansurt, som vokser vildt i Danmark, er Sedum telephium. Det er en staude, som bliver mellem 30 og 40 cm høj, opret og med kødfulde ovale blade op ad stænglen. Fra juli til oktober blomstrer den med grøngule til hvidgule små blomster, der er samlet i løse stande. I naturen vokser den på tørre steder som sydvendte skrænter, på stendiger og i lyst krat. Den kan gro i meget forskellig jord, men trives bedst i en let kalkholdig jord. Under de rette betingelser står den flot med gullige høstfarver og brune afblomstrede blomsterstande. Kommer den i en for kvælstofrig jord, vil den blive lang og vælte ud til siden. Der findes i Norden en underart Sedum telephium ssp. telephium, som er med rødlige blomster. Fra Kaukasus kommer en anden underart Sedum telephium ssp maximum, som har gulhvide blomster
Der findes altså et hav af muligheder, når vi taler sankthansurt, og har man en lun plet med en lidt tør jord, er det oplagt at plante en eller flere sorter af sankthansurt. Den trives godt med andre tørketålende planter.
Billederne er fra min have. |
Billedet ovenover: Skt. Hansurt, som bunddække.
Den mørke røde Skt Hans urt.
Den hvide Skt. Hans urt
Den mest almindelig Skt Hans urt.